Velkommen til sæson 2023/24

VI GLÆDER OS!

Så gik der endnu et år og vi er igen klar til at kunne præsentere spændende teaterforestillinger med et bredt repertoire – der er noget for store og små, gamle og unge.

Som noget helt nyt i teaterforeningens historie udkommer der ikke et trykt sæsonprogram. Bæredygtighed er den primære årsag hertil – og vi kan stadig findes på hjemmesiden, via telefon og selvfølgelig de sociale kanaler, Facebook og Instagram.

Vi håber, at I vil have forståelse for at det er nye tider og stadigvæk bakke op om den levende teaterkultur. Vi har brug for gode oplevelser!

Hent evt. sæsonprogrammet som pdf-udgave her.

Når vi sætter os i sædet og mørket sænker sig, sker der nemlig fantastiske ting – levende mennesker står på scene og deler deres talent med os – vi bliver fanget ind i denne magiske verden. Griner, græder og går forhåbentlig hjem fra teatret beriget med en god oplevelse, der sætter tanker i gang.

Igen i år er det Teaterforeningens ønske og håb, at børn og unge har gode muligheder for at komme i teatret netop for at opleve den helt særlige stemning, som kun findes i det levende møde mellem skuespillere og publikum.

Børn og unge under 25 år samt studerende med gyldigt studiekort har derfor mulighed for at købe billetter til den meget attraktive pris på 50 kr.

Vi ses i teatret!

På bestyrelsens vegne – de bedste hilsner

Vanessa Knudstorp, formand
Fredericia-Middelfart Teaterforening